Hvordan bevarer vi livskvaliteten, når funktionsevner ændres? Det spørgsmål danner rammen om Landskonferencen om døvblindhed, som finder sted den 20.-21. oktober 2025 i Aalborg.
Årets tema er døvblindhed i relation til tab af funktionsevne – med fokus på både sansemæssige forandringer og de pædagogiske muligheder, der følger med. Konferencen henvender sig primært til fagfolk, der arbejder med børn, unge og voksne med døvblindhed. Men også personer, der selv har døvblindhed, samt venner og pårørende, er hjerteligt velkomne.
På programmet er der oplæg og fælles refleksioner om blandt andet sansestimuli, demens, aldring og børnedemens – med særligt fokus på, hvordan man som samfund og fagpersoner kan støtte og bevare livskvalitet.
Konferencen markerer også udgivelsen af en ny grundbog om døvblindepædagogik. Bogen fremhæver døvblindepædagogik som en selvstændig disciplin og beskriver, hvordan den adskiller sig fra almindelig specialpædagogik.
Man kan tilmelde sig én eller begge dage – og tilmeldingen åbner 1. juni 2025.

